Esbens personlighed:
Esben er en lidt forsigtig dreng, han ønsker ikke at såre andre, men han har brug for nogle gode venner, at snakke med og have det sjovt sammen med. Esben er meget omsorgsfuld. Han tænker meget på andre, og hvordan dem omkring sig har det. Han elsker naturen omkring sig. Han bekymrer sig rigtig meget om sin mor og Hans.
Esbens oplevelser:
Jeg sad der hjemme og hørte på, at en kvinde skælde min mor ud over, at mor ikke kunne hjælpe kvindens syge datter. Nogle dage efter døde datteren og kvinden beskyldte min mor for, at komme fra djævelen og, at min mor måtte være en heks siden datteren døde efter, at de havde været hjemme hos os. Dagen efter blev mor hentet og kørt væk. Jeg fulgte efter vognen og ende ved præstegården. Min mor blev kaldt som en heks, men da hun nægtede det, beholdte de hende lidt længere. Jeg var nød til at tage hjem til huset for at malke koen og give den mad og drikke. Men dagen efter, da det var blevet mørkt, tog jeg af sted igen. Jeg hørte, at min mor skreg da præsten havde spurgt hende om hun var en heks, og hun nægtede. Hun skreg fordi en mand, jeg ikke kendte, trykkede en glødende stang på hendes hud. Til sidst opgav hun, og jamrede ja og holdte op med at benægte. Derefter blev vores hus smadret. De tog også koen fra os, så derefter havde jeg intet sted at være. Der blev hentet brænde til mors bål. Alt skulle være klar til endnu en stor dag, hvor de skulle brænde heksen på bålet. Da de hejste min mor i bålet og jeg hørte skrigene, løb jeg. Jeg ville væk fra det hele, jeg løb og løb alle mine tanker kørte rundt i mit hoved. Jeg var kommet et godt stykke væk fra bålet. Jeg så en stor mand, lige inden jeg besvimede. Jeg vågnede op inde i mandens stue. Manden gav mig noget urte suppe, så jeg fik det bedre. Da jeg var holdt op med at græde, sagde manden rigtigt goddag til mig. Manden hed Hans. Han tog mig med ud for at fiske. Vi fangede en kæmpe laks. Da vi kom hjem, fortalte jeg Hans om hvad der var sket med min mor. Nogle dage senere mens vi sad og spiste, kom en ræveunge løbende over til Hans. Den snappede noget fisk fra Hans’ hånd. Hans fortalte mig, at han havde fundet den, og taget sig af den. Nu kom den stadig efter mad. Så forklarede Hans også, at folk kaldte ham kloge-hans fordi han hjalp de syge ligesom min mor gjorde. Næste morgen fandt jeg ud af, at Hans’ hytte også var kendt af andre. Der kom en mand gående. Hans venstre arm hang ned langs siden, det var som om den sad helt forkert, og manden sørgede for den ikke stødte på noget. Manden kendte godt Hans i forvejen, han hed Henrik. Hans bød Henrik indenfor, hans arm var gået af led. Hans hjalp Henriks arm på plads, og Hans havde fået lidt mad som betaling. Derefter drog Henrik hjem igen. Og jeg fortalte videre om min mor, nogle dage efter tog vi ud for at fiske igen, da vi sad i båden, fortalte jeg videre om mor. Jeg holdte en pause da Hans så at vi havde fået besøg, en mand ventede på os. Vi roede hen til manden, han havde bundet et klæde rundt om sin ene hånd. Manden spurgte Hans om det var ham de kaldte Kloge-Hans. Først ville Hans ikke helt afsløre hvem han var, manden havde en dårlig finger og efter at Hans var sikker på at han kunne stole på manden, tog vi ham med til hytten. Der var gået betændelse i mandens finger, Hans var nød til at skære den op. Da manden var taget tilbage. Om aftenen sad vi omkring bålet, vi snakkede og jeg kunne ikke forstå hvorfor Hans ikke var bange for at ende som min mor. Hans sagde meget jeg ikke helt forstod, men jeg var sikker på at det var noget klogt. Næste dag fortalte jeg videre, vi lagde nogle ruser som vi selv havde lavet ud i vandet for at fange nogle flere fisk. Jeg kunne mærke, at Hans nogle gange blev helt vred af at høre om de mennesker der beskyldte min mor. Dagen efter havde vi været ude og ro en tur, da vi sad ude i robåden afsluttede jeg min historie, Hans havde siddet og lyttet hver gang jeg havde fortalt, og det gjorde mig helt rolig. Vi roede langsomt ind mod ruserne, der var mange fisk i hver ruse. Da vi var på vej tilbage til hytten, stod der to mænd med noget lignende en båre. Da vi kom i land, så vi at manden var bevidstløs det var manden med den dårlige finger. Hans kunne ikke hjælpe manden mere, han var død de kom med ham for sent. Jeg spurgte Hans om vi ikke skulle flygte sammen, jeg var bange for folk ville beskylde ham for at være en troldmand men Hans ville ikke flygte, han forklarede mig at han havde flygtet for mange gange i sit liv, og at mennesker ikke kan flygte fra deres frygt. Dagene gik, jeg var blevet lykkelig her hos Hans. Men de kom, myndigheden ville havde Hans til at følge med, men Hans stod uden at røre sig, han stirrede på dele-fogden. De ville ikke havde at jeg skulle gå med, men Hans eksisterede på at det skulle jeg. I mens Dele-fogden og de andre snakkede sammen om det, var det som om Hans var vokset, han var helt anspændt i kroppen. Pludselig var Dele-fogden hjælpeløs Hans’ arme lå omkring fogdens hals. Hans bad de andre om at stå helt stille, og hvis de rørte mig ville han brække nakken på fogden. Hans bad mig om at gå, han sagde jeg skulle gå min vej og passe godt på mig selv. Jeg gjorde som han sagde, jeg løb væk. Nu forstår jeg nogle af de ting han sagde, jeg har fundet min egen styrke.
Lavet af Emma 6 klasse.
